Emission af drivhusgasser

I 2013 var den samlede grønlandske emission af drivhusgasser på 595.570 ton CO2-ækvivalenter. Det er 8,6 pct. mindre end i 1990 og 3,0 pct. mindre end i 2012. Omtrent 94 pct. af de samlede emissioner stammer fra landets energiforbrug

 

Den samlede grønlandske emission af drivhusgasser er opgjort til 595.570 ton CO2-ækvivalenter i 2013. Dermed faldt den årlige udledning af drivhusgasser for andet år i træk, og nåede i 2013 det laveste niveau siden 1995. Langt den overvejende del af emissionerne kan henføres til energiforbruget. Således bidrog forbruget af fossile brændsler som gasolie, petroleum og benzin til 94,3 pct. af den samlede emission af drivhusgasser i 2013, jf. figur 1.

 

Figur 1 Emission af drivhusgasser 1990-2013

Kilde. Grønlands Statistikbank, http://bank.stat.gl/END1EM1

 

I 2013 var der en samlet emission af drivhusgasser fra energiforbruget på 561.624 ton CO2-ækvivalenter. Emissionen fra energiforbrug er dermed faldet med 3,0 pct. i forhold til 2012 samt 10,0 pct. i forhold til 1990. Den faldende emission fra energiforbruget skyldes en vedvarende stigning i produktionen af vandkraft til el og opvarmning.

 

Den samlede emission af drivhusgasser fra andre kilder uden energiforbrug udgjorde 33.946 ton CO2-ækvivalenter i 2013. Det svarer til 5,7 pct. af den samlede emission. Disse andre kilder uden energiforbrug omfatter emission fra industrielle processer og produkter, affaldshåndtering, landbrug samt arealanvendelse. Emissionen fra disse aktiviteter er forholdsvis stabil fra år til år dog med en stigende tendens.

 

Sammenlignet med emissionen fra andre kilder uden energiforbrug er emissionen fra det grønlandske energiforbrug betydelig mere svingende og ustabilt fra år til år. Da emissionen fra energiforbruget samtidigt udgør hele 94,3 pct. af emissionerne, bestemmes den årlige emission af drivhusgasser i høj grad af udviklingen i energiforbruget.

 

Mens forbruget af fossile brændsler resulterer i en emission af drivhusgasser, medfører forbruget af el fra vandkraft omvendt ingen emission af drivhusgasser. Vandkraften er med andre ord CO2-neutral. Når produktionen af el fra vandkraft øges mærkbart og derved fortrænger store mængder olie i konverteringssektoren, falder emissionen af drivhusgasser mærkbart.

 

Gennem perioden 1990-2013 har produktionen af vandkraft generelt været stigende. Samme tendens gør sig dog gældende for forbruget af fossile brændsler. Men i visse år – 1994, 1998, 2002, 2009, 2012 og 2013 – er produktionen af vandkraft steget mere end sædvanligt, hvilket omgående har reduceret forbruget af olie i konverteringssektoren. Disse omgående oliefortrængninger viser sig tydeligt i figur 1, hvor emissionen af drivhusgasser fra energiforbrug falder i netop disse år.

 

Den største årlige reduktion i emissionerne – som følge af en øget produktion af vandkraft – finder sted i 2009, hvor emissionen af drivhusgasser reduceres med 87.927 ton CO2e. Det svarede til, at emissionerne faldt med 12,3 pct. Det pludselige fald i emissionerne skyldtes opgraderingen af vandkraftværket i Buksefjorden, hvor implementeringen af en tredje turbine øgede produktionen af vandkraft, hvilket umiddelbart kunne erstatte forbruget af store mængder olie på kraftværkerne i Nuuk.

 

Produktionen af vandkraft er fortsat steget i 2010-2013. Alligevel steg den samlede emission af drivhusgasser nærmest eksplosivt i 2010 og 2011, og nåede i 2011 det højeste niveau nogensinde. De stigende emissioner i 2010 og 2011 skyldes et behov for store mængder olie til brug for olieefterforskning langs kysten. Det medførte en markant stigning i forbruget af gasolie og dermed også en markant stigning i emissionen af drivhusgasser.

 

Med udgangen af 2011 standses olieefterforskningen langs vestkysten. Dermed ophører også efterforskningsbranchens behov for flydende brændsler. Energiforbruget falder således markant i 2012. Og da produktionen af vandkraft samtidigt øges yderligere, banes vejen for den største årlige reduktion i emissionen af drivhusgasser nogen sinde. Den samlede emission af drivhusgasser faldt med 19,1 pct. i 2012 svarende til, at emissionen faldt med 145.061  ton CO2e. I 2013 reduceres emissionerne yderligere med 3,0 pct.